Tilbage

Kom ind og oplev fremtidens børnehospital

Sæt kryds i kalenderen den 26. september, når vi åbner særudstillingen om Mary Elizabeths Hospital lige midt på Rådhuspladsen.

'Livet skal leves -
også når vi er syge'

Kom og få et interaktivt kig ind i, hvordan Mary Elizabeths Hospital går nye veje for at skabe plads til patienternes og familiernes liv og behov, så de kan leve livet – også selv om de er syge og indlagt på hospitalet.

Du kan opleve udstillingen i Industriens Hus i København
fra den 26. september 2024 frem til den 31. december 2024
på hverdage mellem 8-17.
Gratis adgang for alle.

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Region Hovedstaden og designbureauet Yoke.

Åbning af særudstillingen om Mary Elizabeths Hospital

Med deltagelse af H.M. Dronningen blev særudstillingen om Mary Elizabeths Hospital indviet med manér. I videoen ovenfor har vi fanget lidt stemning fra åbningen af særudstillingen, og her kan du samtidig få en forsmag på, hvad du kan opleve i udstillingen.

Temaer i udstillingen

Læs mere om de sekes temaer i udstillingen nedenfor.

1

Mary Elizabeths Hospital

Når børn og unge bliver syge, bliver deres liv sat på pause. Livet ændrer sig drastisk for dem og for deres familier. Hverdagen kommer til at handle om sygdom, behandling
og praktik.

Mary Elizabeths Hospital samler den højt specialiserede behandling af børn, unge og gravide fra hele Danmark, Grønland og Færøerne. Hospitalet er designet efter familiernes behov, og det er specialisterne, der kommer til patienten – ikke omvendt.

På Rigshospitalet har vi sundhedsfaglig behandling og forskning i verdensklasse. Mary Elizabeths Hospital bygger ovenpå det fundament og går nye veje for at skabe en hospitalsoplevelse, der fokuserer på livskvalitet som en væsentlig del af den samlede behandling.

Mary Elizabeths Hospital gennemføres i et partnerskab mellem Region Hovedstaden, Rigshospitalet og Ole Kirk’s Fond.

2

Legende logisk arkitektur

Mary Elizabeths Hospital er formet som to hænder, der strækker 'fingrene' ud i lyset, livet og byen. I midten af bygningen er kernen med de kritiske behandlingsfunktioner og i 'håndfladen' er opholdsområder for familierne. Hver finger indeholder sengestuer, og for enden af fingrene åbner sig de store ’fingerspidser’ med kunst, leg og naturoplevelser.

Bygningen er legende og logisk. Den opfylder personalets behov for korte afstande og effektive forløb, mens det legende udtryk og den hjemlige stemning er skabt med fokus på børn, unge, gravide og deres familiers behov.

Bygningen er tegnet af 3XN i samarbejde med Arkitema og NIRAS.

3

Fremtidens hospitalsoplevelse for børn, unge, gravide og deres familier

Mary Elizabeths Hospital bliver en sammenhængende hospitalsoplevelse, der understøtter patient og familie gennem hele deres forløb. Vi integrerer leg, hjemlighed og nye digitale muligheder i og omkring behandlingen på måder, som rækker ud over, hvad man normalt forventer af et hospital.

Med fokus på at få det hele menneske og familien bedst muligt igennem forløbet og hjem til livet.  

Arbejdet med hospitalsoplevelsen er muliggjort af en ekstra øremærket donation fra Ole Kirk’s Fond. Udover den økonomiske del, bidrager Ole Kirk’s Fond med de kompetencer, de har i fonden, såvel som i andre dele af det LEGO® økosystem, de er en del af. Det gælder eksempelvis inden for design, digital innovation og forskning i leg.

4

Banebrydende børnediagnostik

Mary Elizabeths Hospital vil som det første hospital i Danmark rumme en børnediagnostisk enhed, hvor man samler specialister og avanceret diagnostisk udstyr til røntgen og scanningsundersøgelser af børn.  

Børn er mere strålesensitive end voksne og flere får alvorlige senfølger af behandlingen. Derfor er det vigtigt at skabe rammerne for mere skånsomme diagnostiske procedurer. Udover det avancerede diagnostiske udstyr og nyeste teknologier, er det vigtigt at arbejde med hospitalsoplevelsen, så patient og familie er så trygge som muligt.  

Der udføres hvert år mere end 18.000 billeddiagnostiske undersøgelser af børn på Rigshospitalet.

5

20 års sundhedsdata om børn, unge og deres familier

Når et barn rammes af alvorlig sygdom, påvirker det ikke kun barnets helbred, skolegang og fremtidige jobsituation. Det påvirker også forældre og søskendes livssituation. Det viser 20 års data fra danske registre, som MARYS' Center for Data og Effektforskning har kortlagt. Centeret bruger data fra hele landet til at skabe forandringer på tværs af sundhedsvæsenet.

Datacenteret vil samle og styrke viden om de helbredsmæssige- og socioøkonomiske konsekvenser ved alvorlig sygdom og måle på effekten af den nye familieorienterede tilgang på Mary Elizabeths Hospital.

Ambitionen er at skabe et kvalificeret grundlag for konstant udvikling af behandling og hospitalsoplevelsen til børn, unge, gravide og deres familier uanset demografi, etnicitet og social klasse.

6

Børneriget Fonden

Børneriget Fonden er stiftet i 2020 for at støtte Mary Elizabeths Hospital på rejsen mod at blive verdens bedste børnehospital – og til fortsat udvikling i hele hospitalets levetid.  

Gennem partnerskaber med fonde, virksomheder og privatpersoner bidrager Børneriget Fonden til at muliggøre hospitalets banebrydende indsatser til fordel for alvorligt syge børn, unge og gravide.  

Fonden arbejder med tre forskellige typer af partnerskaber; fondspartnere, projektpartnere og videnspartnere, der er med til at støtte konkrete udviklingsprojekter, som sætter nye standarder for både behandlingen og hospitalsoplevelsen.